Langt de fleste mennesker med børn i alderen 3+ ved hvad jeg snakker om. I har formentlig alle været der på et tidspunkt. Vi forstår hinanden, men det gør ikke situationen nemmere. Her er min beretning om en af de episoder, man som forælder skal igennem.
Fra Markus var helt lille har jeg slæbt ham med på indkøbsture. Han startede med at ligge på sin dyne i en af de indkøbskurve på hjul, da han var omkring fire måneder. Senere begyndte han at kunne sidde med støtte og blev placeret siddende i kurven. Han har siddet i kurvene under indkøb frem til han var ca. 2,5 år. Der blev det problematisk for ham overhovedet at klemme sig ned og han var derfor nødt til at gå ved siden af. Jeg er sikker på at mine mange og meget lange indkøbsture har gjort ham til en ualmindelig, tålmodig dreng, som han er i dag.
På de første 2,5 år har jeg aldrig oplevet, at han har været sur, hidsig eller ligende, på en indkøbstur. Han har været glad og smilende. Jeg har kun meget få gange på de 2,5 år brugt det med at give ham noget at spise/drikke på turen. Det har som regel været fordi, at jeg selv har været sulten og købt noget eller jeg har vidst, at han ikke havde spist længe og formentlig trængte til noget. Jeg har aldrig givet ham noget, bare for at få ham til at klare turen.
Efter han har rundet de 2,5 år, er han blevet meget mere bevidst og viljestærk og værst af alt i forhold til indkøb, så husker han afsindig godt. Vi skulle handle i Meny for nogle måneder siden. Han havde nogle dage forinden været med ude og handle og havde fået en bolle hos bageren. Det ville han gerne have igen. Jeg sagde nej, som jeg havde gjort så mange gange før, men lige denne dag blev det bare ikke accepteret. Han blev åndssvagt sur og hidsig og jeg måtte slæbe ham gennem butikken. Heldigvis var far på vej fra arbejde og kom mig til undsætning efter nogle minutter. Far fik Markus til at falde til ro og vi kunne få handlet og komme hjem. Første gang man oplever sådan noget er man helt paf. Hvad går der da af barnet? Man bliver pinlig over den skrigeunge man har med på slæb og tænker at det barn aldrig skal med ud at handle igen. Det går heldigvis hurtigt over og selvfølgelig kommer barnet med ud og handler igen. Han har været med utallige gange, og lige så ofte, som han plejer, efterfølgende.
Det var så ikke sidste gang jeg skulle opleve det! Formentlig har jeg stadig ikke oplevet sidste gang endnu. Men anden gang er dog den værste jeg har været udsat for.
Jeg har lige hentet Markus i vuggestuen. Klokken er 16 og vi er på vej hjem. Jonas ringer og spørger om jeg har tænkt på noget aftensmad (Det var før jeg startede på madplaner). Jeg fortæller, at jeg ikke lige har tænkt på noget, så han vil meget gerne have, at jeg handler ind til thaimad. Uden at tænke videre over det, drejer jeg ind mod byen til Kvickly, for at handle ind til aftensmad. Jeg parkerer bilen, hjælper Markus ud, tager ham i hånden og går ind i Kvickly. Markus vil meget gerne have en af de små børnevogne. Desværre skal man i Kvickly bruge en mønt for at få en lille vogn, og jeg har ikke en mønt på mig. Jeg viser ham problemet og fortæller ham, at det ikke kan lade sig gøre at få en lille vogn i dag, men fortæller ham, at han gerne må køre indkøbskurven. Det vil han ikke! Sure lille unge! Jeg tager en kurv og går ind i butikken. Nu vil drengen gerne køre indkøbskurven og bliver sur over, at jeg allerede er gået tre skridt med den. Han står lige i indgangen til butikken, så folk ikke kan komme forbi. Jeg slipper kurven og siger, at han gerne må tage den, men jeg skal komme hen til ham med den. For at undgå en masse bøvl, går jeg hen til ham med kurven og han tager den og begynder at køre. Han stopper straks, da han har fået øje på de små smoothieposer fra Semper, som ligger i en kurv. Han vil gerne have en. Jeg siger til ham, at han gerne må vælge én, men at han først må spise den, når vi kommer ud og har betalt for den. Han roder lidt i kurven og tager så to poser. Jeg gentager mig selv og siger at han må vælge én! Han bliver endnu engang sur, for han vil gerne have to poser. Jeg tager dem begge fra ham og siger, at han kan vælge én eller ikke nogen. Han tager så én af poserne og kommer den i kurven og jeg lægger den anden tilbage på plads. Jeg kan godt mærke, at det her ikke bliver en drømmetur og jeg kan mærke vreden over, at have et surt barn med, blusse indeni. Jeg tager en dyb indånding og går så videre mod frugt og grøntafdelingen.
Da vi når grøntafdelingen stopper Markus og kigger på nogle køkkenting på den anden side af gangen. Jeg fortæller ham hvilken vej vi skal ved at pege i retningen og fortæller ham, at vi skal hen og finde mango, peberfrugt og de andre ting vi skal bruge til aftensmaden. Drengen vil ikke med! Jeg siger, at han gerne må stå og kigge og jeg vil gå hen og hente de ting vi skal bruge. Han råber op og bliver sur. Jeg må ikke gå fra ham. Jeg beder ham endnu engang gå med, men han vil ikke. Jeg vender ryggen til ham og går hen for at finde de ting vi skal bruge og så knækker det for ham. Han bliver rigtig sur og råber og skriger, at jeg ikke må gå fra ham. Jeg skynder mig at finde de ting jeg skal bruge og går tilbage til skrigeungen. Jeg lægger tingene i kurven, men nu må de pludselig ikke ligge dernede. Jeg sætter mig på hug ved siden af ham og prøver at få ham til at slappe lidt af, men det må hurtigt opgives, da han er fuldstændig hysterisk. Derfor tager jeg kurven og begynder at køre den videre i butikken med Markus i den anden hånd. Han gør sig helt slap og vil absolut ikke med. Folk vender sig og kigger. Sikke et syn. En mor der kommer gående, formentlig ligbleg i ansigtet med en indkøbskurv i den ene hånd og et hysterisk barn i den anden. Det må se forfærdeligt ud, for jeg slæber ham nærmest hen ad gulvet, da han virkelig gør modstand og samtidig gør sig delvist slap i benene. Jeg når om til hylder med ris og konserves, da jeg igen slipper hystaden og indkøbskurven. Jeg vil lige finde de sidste ting, så jeg kan komme ud af dette helvede. Markus tager indkøbskurven og begynder at skubbe den i retningen af den allerede passerede gang. Det får jeg hurtigst sat en stopper for. Jeg tager kurven og så må jeg tage den med rundt og finde de sidste ting. Jeg lader barnet stå. Han bliver igen skide sur og skriger, at jeg går fra ham. Han har jo egentlig ret, men jeg gider ikke slæbe ham unødigt og jeg er hele tiden, hvor han kan se mig. Han kommer hen til mig og begynder at hive i kurven, modsat vej af der, hvor jeg skal hen. Jeg slipper kurven og lader ham tage den, så jeg ligekan hente den pose ris jeg har fået øje på. Jeg er omsider færdig med at handle! Nu skal vi bare op til kassen.
Markus vil selvfølgelig ikke med. Han kæmper så meget imod og slår og sparker, så jeg vælger at tage ham op under armen. Jeg er lidt bekymret for at det gør ondt på ham, men det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få både ham og kurven op til kassen, så vi kan komme ud. Han vrider sig helt vildt og jeg må stoppe igen og igen for at løfte ham tilbage på plads, så jeg har ordentligt fat i ham. En dame henvender sig medfølende til mig med kommentaren “Bare rolig. Vi har alle været der. Det bliver bedre!”. Dejligt at vide, at der faktisk er nogle forstående mennesker omkring mig.
Vi kommer med møje og besvær op til kassen, hvor der selvfølgelig er kø. Jeg sætter Markus ned igen og holder i hans hånd, da det er meget tydeligt, at han udnytter ethvert snit til at stikke af eller trække i vognen og gøre det hele meget mere besværligt for mig. Det bliver vores tur. Jeg sætter kurven op til båndet, lægger alle varer op og sætter derefter kurven på plads. Det hele foregår med én hånd, da den anden er travlt optaget. Foran mig står to unge drenge og er ved at betale. De snakker med ekspedienten, som sidder bag kassen. Det virker som om at det er en de kender ret godt. Den ene dreng finder sin mobiltelefon frem og begynder at optage ekspedientens reaktion og ansigtudtryk, da hun nu skal til at ekspedere en mor med et barn i den ene arm, der skriger så højt, at hele byen kan høre det. Jeg synes det er lidt flabet og jeg ved ikke om jeg og Markus er kommet med på den film, det har jeg ærligtalt ikke lige overskud til at koncentrere mig om. Varerne bliver scannet og havner på pakkebåndet. Jeg forsøger, at pakke varerne i en pose, men det er en smule problematisk med kun én hånd ledig. Jeg samler posen med ris op og i det samme slår Markus til den, så den ryger ud af mine hænder og falder på gulvet. Posen går i stykker og der er ris over hele gulvet. Jeg slipper Markus og lader ham sidde og skrige på gulvet, samler posen op og forsøger at redde det, der endnu ikke er faldet ud. Jeg kommer den i en gennemsigtig plastikpose, som de heldigvis har ved kassen. Den unge pige siger, at jeg er velkommen til at gå ned og hente en ny. Jeg når kort at forestille mig starten af den tur igennem butikken, afbryder min tanke og siger så: “Det kommer ikke til at ske, jeg tager den her”. I det samme kommer en dame hen til mig og giver mig en filur-is, som hun lige har købt i kiosken. “Måske denne kan hjælpe dig lidt” siger hun. Jeg kigger på hende og jeg kan mærke, at jeg får tårer i øjnene. “Tak, tusind tak” siger jeg og hun vender sig og går igen. Jeg er så beæret over at sådanne mennesker eksisterer. Hun er jo guld værd! Jeg pakker varerne og samler ungen op fra gulvet. Endnu engang må han under armen og slæbes ud af butikken. Posen er tung og det er umuligt at holde både ham og posen, når han vrider sig sådan. Jeg sætter ham ned og tager ham i hånden og slæber ham videre ned mod bilen. Da vi er ca. halvvejs stopper jeg op. Jeg sætter posen på jorden og stiller og stirre ud i luften. Markus råber og skriger. Han hiver i mit tøj. Han lader sig falde om på asfalten og bliver ved at være hysterisk. Flere folk går forbi og kigger på os, men jeg bliver ved at stå og stirre ud i luften. Efter nogle minutter stopper han med at være hysterisk.
Han sidder på jorden lidt og kigger på mig. Gad vide hvad der går gennem hans hoved. Jeg bliver troligt stående uden at kigge på ham. Han rejser sig op og stiller sig hen til mig. Jeg bukker mig ned og tager isen fra den venlige dame op ad posen. Jeg viser ham isen og fortæller ham så, at han har været en meget uartig dreng inde i Kvickly. Jeg fortæller ham, at det gør ondt på mor, når han opfører sig sådan. Jeg fortæller ham, at en rigtig sød dame købte isen til ham, fordi hun synes, at det var synd for mor at han opførte sig på denne måde og jeg fortæller ham, at han gerne må få isen, hvis han kan sige undskyld for sin opførsel. Markus kigger mig i øjnene og siger så: “Undskyld mor”, hvorefter han kysser mig på kinden. Jeg bliver helt rørt. Et sug går gennem kroppen. Selvom han lige har været det mest modbydelige barn, så er han altså også bare den bedste! Han stiller sig pænt foran mig og venter. Jeg giver ham et kram og siger så, at han må få isen og åbner den for ham. Han tager isen i den ene hånd og mig i den anden og så går vi stille og roligt ned til bilen, hvortil han siger: “Mor, jeg glæder mig til at komme hjem”. Jeg bærer præcis samme følelse lige nu!
Det er nu 7 måneder siden at dette fandt sted og det er pt (7-9-13 – bank under bordet og alt det andet overtro) ikke sket siden. Jeg har stor medfølelse for alle de forældre der skal igennem dette og jeg håber inderligt, at vi kan nøjes med det vi har været igennem nu. Jeg vil fra bunden af mit hjerte gerne sige undskyld til både min mor og min far og alle andre jeg eventuelt har været ude og handle med, hvor jeg har opført mig dårligt. “Undskyld”.