Hej kære læser.

Jeg ved at vi (primært jeg) bruger aaaalt for mange penge på dagligvarer hver eneste måned. Pt har det været sådan at jeg har handlet ind stort set hver dag til det jeg nu har ville have til aftensmad. Derudover har jeg prøvet at købe nogle af de ingredienser jeg tænkte, at jeg skulle bruge de efterfølgende dage, men det gik som regel i vasken og det meste nåede at blive dårligt og blev smidt ud.

Jeg har ikke haft et direkte madbudget, da alle dagligvarer blev betalt fra lønkontoen, hvor alt andet også betales fra, så det har været meget svært at høje øje med, hvad der blev brugt og jeg vil nu for første gang kigge tilbage og se, hvad der er handlet for de sidste par måneder:

  • I maj har vi brugt 7.576,30 kr. på indkøb
  • I april har vi brugt 6.199,15 kr. på indkøb
  • I marts har vi brugt 4.934,82 kr. på indkøb
  • I februar har vi brugt 5.389,76 kr. på indkøb
  • I januar har vi brugt 6.294,96 kr. på indkøb

Ovenstående beløb viser tydeligt, at der ikke har været styr på det, da beløbene svinger med flere tusinde kroner fra måned til måned, og at beløbene samtidig er langt højere end det, en familie på to voksne og et lille barn bør kunne klare sig for på en måned. Dette er blot indkøb. Nedenfor kan du se, hvad vi har brugt af penge på alt andet en faste og øvrige udgifter i forbindelse med hus og biler. Her er bl.a. indkøb af elektronik, besøg i legeland, tøj, gaver, biografture osv., som man kan sætte på en diversepost på sit budget.

  • I maj har vi brugt 9.911,54 kr. på indkøb
  • I april har vi brugt 9.307,88 kr. på indkøb
  • I marts har vi brugt 4.958,28 kr. på indkøb
  • I februar har vi brugt 3.549,71 kr. på indkøb
  • I januar har vi brugt 3.763,72 kr. på indkøb

Ovenstående beløb er endnu et bevis på, hvordan økonomien ser ud, når man ikke holder øje med, hvad man bruger af penge. Hvis diverseposten blev sat til fx 3.000 kr. og der kun blev købt det nødvendige og sparet op til de ting, som vi virkelig ønsker os, som fx et bryllup, så kunne vi have sparet noget der ligner 16.000 kr. de sidste fem måneder. Oveni det kunne vi også have sparet ca. 10.000 i dagligvarer, hvis vi havde valgt at have et madbudget på 4.000 kr. pr. måned. 26.000 kr. ville allerede være 25 % (måske lidt mere) af prisen på et bryllup, men lige pt er pengene blev brugt på… ehm… det er jeg faktisk ikke helt sikker på… Helt sikkert noget vi godt kunne undvære!

Jeg startede derfor i går med at lave en madplan for hele måneden, som du kan se her. Jeg har i dag været ude og handle og har brugt 945,80 på at købe alt det på indkøbslisten, som jeg har mulighed for at købe på nuværende tidspunkt. Dvs. grønt og mejeriprodukter, som det fremgår af indkøbslisten, kan først købes senere på måneden. For de 945,80 kr. har jeg købt XXL pakker kød, dvs. at jeg allerede nu ved at jeg vil have både 4 stk. mørbrad, 500 g oksefars, kyllingeoverlår og kyllingefileter til overs, når måneden er gået, som jeg kan bruge til næste måneds madplan.

Mit mål er at holde mig under 4.000 kr. på mad i denne måned og samtidig holde mig under 3.000 kr. i diverse. Når måneden er omme vil jeg lave et nyt oplæg med den faktisk økonomi over måneden og jeg håber på et positivt resultat.

Jeg vil som det næste gå i gang med en guide til, hvordan man lægger et budget for et helt år og hvordan man finder de poster, som skal indsættes i budgettet. Du kan se guiden her.

Tusind tak fordi du læste med. Jeg håber at dette inspirerer dig til at tænke over din økonomi, hvis du ikke allerede har fuldstændig styr på det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *