Hej kære læser.

Her vil jeg kort gennemgå, hvordan du kan lægge et budget.

Jeg bruger som regel Excel til at lave budgetter i, da det er et regneark, som er nemt at bruge og kan alt det, jeg skal bruge, for at lave et budget. Jeg tager alle de udgiftsposter, jeg har, og skriver ned under hinanden i venstre side af regnearket og alle månederne hen over året i toppen fra venstre mod højre. Længere nede kan du se et billede af mit budget.

Det kan være svært, at finde alle udgiftsposter og det kan især være svært at indsætte de beløb, som hører til de forskellige udgiftsposter. Den nemmeste måde er, at kigge på din netbank. Du kan se, hvad du har betalt af faste udgifter det seneste år, ved at bladre tilbage på din budgetkonto eller hvor du betaler regninger fra.

Jeg har her lavet en liste over de mest almindelige poster:

  • Husleje (Ved lejebolig)
  • Afbetaling af bolig- og realkreditlån samt ejendomsskat (Ved eget hus)
  • Afbetaling af boliglån samt fællesudgifter (Ved andelsbolig og ejerlejlighed)
  • Forsikringer, herunder hus, indbo, ulykke, bil, dyr mv. (Der kan også være en ekstra forsikring, som dækker jeres lån, som vores letsikring)
  • Vedligeholdelse (Til vedligeholdelse af bolig)
  • Vand
  • Varme
  • El
  • Licens
  • Internet
  • Telefon og Streamingtjenester
  • A-kasse (Denne har du højst sandsynligt ikke, hvis du er studerende, pensioneret eller på offentlige ydelser)
  • Fagforening (Denne har du højst sandsynligt ikke, hvis du er studerende, pensioneret eller på offentlige ydelser)
  • Dagpleje/vuggestue/børnehave/privat skole (Hvis du har børn)
  • Afbetaling af billån/leasing
  • Brændstof
  • Grøn ejerafgift
  • Afbetaling af andre lån, herunder kassekredit, elektronik, briller, su-lån, forbrugslån osv.

Hvis du fx lige har skiftet bank, kan det være svært at kigge tilbage på de tidligere måneders betalinger. I det tilfælde kan du gå ind på din netbank og se hvilke PBS-aftaler du har og der kan du formentlig se de fleste poster. Husk dog på at de kan have ændret sig, hvis du fx har skiftet bank i forbindelse med en flytning eller anden omlægning i dit liv.

Ovenfor kan du se vores budget for i år. Der er sikkert nogle, der sidder og krummer tæer over, at jeg ikke har opdelt udgiftsposterne i kategorier. Det kunne jeg også sagtens have gjort, men for mig er det egentlig bare vigtigt, hvad der står helt nede i højre hjørne, nemlig den gennemsnitlige månedlige udgift. Så ved jeg, at jeg kan overføre lige lidt mere end det beløb til min budgetkonto og så vil der altid være penge til de betalinger, der kommer i løbet af året. Som regel passer den så godt, at jeg stille og roligt får lavet en lille opsparring på budgetkontoen, som jeg så kan trække ud en gang om året.

Farverne i mit budget har jeg selv valgt. Der står det dig helt frit for, at farvelægge både tekst og felter præcis som du har lyst til.

Endvidere kan du lave et budget over dine indtægter. Hvis du har en fast løn eller kender dine ca. indtægter et år frem eller en anden tidsperiode, kan du lægge et budget for den periode. De indtægter man som regel har er:

  • Løn
  • Bonus
  • Dagpenge
  • Kontanthjælp
  • SU (hvis du er studerende)
  • SU-lån (ikke en indtægt, men regnes som en i et budget)
  • Feriepenge fra studiejob
  • Børneydelse (Hvis du har børn, får du hvert kvartal børneydelse udbetalt. Beløbet afhænger af dit barns alder)
  • Børnebidrag (Hvis du ikke er sammen med den anden forælder og du har barnet boende)

På samme måde som med udgifter, kan du skrive dine indtægter i en kolonne i venstre del af regnearket og månederne i toppen fra venstre mod højre. Du kan så indsætte beløbene på dine indtægter og regne sammen, hvor meget du får udbetalt hver måned. Det skulle så meget gerne være sådan, at din indtægt nede i højre hjørne er højere end din udgift nede i højre hjørne, da det eller ikke vil hænge sammen for dig.

Når du har lavet dit indtægtbudget kan du bruge det til at indtaste informationer i din forskudsopgørelse på skat. Du kan se en guide til udfyldelse af forskudsopgørelsen her

Jeg har her lavet en tom skabelon med et budget, som du kan bruge: Tomt budget. Arket er beskyttet, så du kan kun taste dine udgifter og indtægter ind, men ikke ændre i resten. Dette er lavet som en sikkerhed, så du ikke kommer til at slette noget, som du skulle bruge fx poster, udregninger eller andet. Arket kan låses op, da jeg ikke har sat kode på. Hvordan du låser arket op kan du se i min guide her.

Du må endelig skrive, hvis du har brug for yderligere hjælp til budget, så skriver jeg gerne mere om det. Hvis du har brug for mere hjælp en at lægge et budget, fordi du sidder med en uoverskuelig økonomi, lån flere steder eller meget store lån, som du har svært ved at betale, så ved jeg at Budgethuset har mulighed for en gratis vurdering af din situation og de kan hjælpe dig på rette spor igen.

Held og lykke og tak fordi du læser med.

(Indlægget indeholder affiliatelinks)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *