Så er vi nået til den dag, som vi alle har ventet spændt på. Det er i dag vi skal på hospitalet og have svar på om kræften har spredt sig eller om Jonas kan erklæres kræftfri.

Dette indlæg er tredje indlæg om Jonas efter han har fået konstateret kræft. Første indlæg omhandler dagen, med et enkelt telefonopkald som ændrede vores liv og andet indlæg omhandler den første tid efter diagnosen.

Klokken er 05:13. I dag er det ikke vækkeuret, der har vækket mig. Jeg er vågnet efter at have haft mareridt. Jeg drømte, at vi fik at vide på hospitalet, at kræften havde spredt sig. Vi så på nogle billeder, hvordan kræften, som var markeret med sort på billedet, havde spredt sig via skildvagterne helt ned til lysken. (Det burde dog, ifølge sygeplejersken fra i fredags, ikke kunne lade sig gøre). Derudover viste de også et billede af mig, som også havde fået kræft i et modermærke på maven. Mit hjerte hamre hårdt. Sikke en måde at vågne på, på sådan en vigtig dag. Jeg ligger og kigger på den overskyet himmel, som jeg kan se ud gennem skråvinduet, mens jeg tænker på dagene, der er gået, siden operationen. Det har været en uendelig lang ventetid, hvor vi ikke har vidst, om vi var købt eller solgt. Jonas har haft en del smerte de første dage efter operationen. Han har ligget hjemme, men efterhånanden som dagene gik, blev han mere og mere rastløst. På trods af den forkortede sene, som stadig gør, at han ikke kan slappe af i skulderen, har han alligevel formået både at klippe hæk, slå græs, fjerne ukrudt mellem fliserne og lede samtlige flyttekasser igennem efter sin motorcykelhjelm. Han har ordnet vasketøj, ryddet op og klaret ualmindelig mange praktiske ting, som han egentlig ikke burde, mens jeg har været på arbejde.

Torsdag kom motorcyklen. Det var som at se et lille barn juleaften. Han var så ubeskriveligt glad og lykkelig, men samtidig kunne han jo intet gøre. Han kunne ikke køre på den på grund af smerter og ar fra operationen. Pludselig blev det som at placere et barn i et bur juleaften. At se ham gå rundt om motorcyklen, kigge på den, røre ved den og samtidig være så langt fra en tur på den. Det var ikke til at bære. Jeg ville ønske, at der var noget jeg kunne gøre. Motorcyklen blev stående fremme hele dagen og aftenen. Der blev taget billeder af den, den blev tændt, så vi kunne høre den, der blev kigget og forklaret og lige inden sengetid blev den “puttet” i udestuen med et stort Ducati betræk over sig. Fredag aften kunne han ikke trække den mere. Den måtte prøvekøres. Bare en lille tur. Jonas havde i løbet af dagen fundet alt sit udstyr frem og det var tid til at komme i tøjet. Da han var klar til at køre, gik jeg med Markus på armen med ud til motorcyklen. Ét er, at han ser drøn lækker ud i motorcykeltøj, noget andet er, når han sætter sig op på den super flotte motorcykel. Kan man andet end blive vildt forelsket i sin lækre forlovede, som sidder der og ser super godt ud? Han trillede ud ad carporten og tændte for motorcyklen. Han drejede lige nogle gange på gashåndtaget for at få den rigtigt i gang, og måske også bare fordi det lyder super fedt. Igen: Ét er, når man lige gasser op på en motorcykel, noget andet er, når man lige gasser op på en Ducati. Han trillede afsted ned ad vejen og det var så tydeligt at høre ham hele vejen ned ad den store vej. Jeg stod med ét stort smil klistret lige midt i ansigtet og hjerter i øjnene. Det der var min forlovede, der lige kørte der. Jeg står stadig med Markus på armen og min drømmeverden forsvinder, da Markus pludselig begynder at græde. Jeg kigger på ham og spørger, hvorfor han græder. Han fortæller, at det er fordi far er kørt. Jeg er lidt usikker på om det var fordi motorcyklen larmede eller han bare ikke lige kunne håndtere at far kørte. Jeg prøvede at trøste ham, men han var helt utrøstelig i lang tid. Jeg fortalt ham, at far bare var kørt en tur på sin nye motorcykel og at han snart ville komme tilbage, men intet virkede. Først da jeg spurgte ham om vi skulle cykle en tur, blev han glad igen. Så det gjorde vi. Markus på sin cykel og mig løbende ved siden af. En meget lang tur, hvor Markus blev godt træt og vi fik timet det, så vi var hjemme samtidig med far.

Søndag skulle vi til fødselsdag hos min nevø i Korsør til middag. Jonas tog motorcyklen allerede om formiddagen, for at besøge sin mormor og snakke med hende om alt det vi går igennem lige nu. De har et helt specielt bånd, som jeg altid har været misundelig på. De kan snakke om alt og hun er der altid for ham. Det er sådan noget, man som regel kun ser på film, at hovedrollen har et specielt forhold til en bedstemor eller bedstefar, men det kan også være tilfældet i virkeligheden. Jeg gjorde Markus klar og vi kørte mod Vestsjælland. Jeg havde aftalt med Jonas at mødes med ham, men jeg kunne pludselig ikke huske, om det var hos hans mormor eller hos hans forældre, da vi også snakkede om, at han ville køre forbi dem. Da jeg kom på motorvejen, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt min telefon og jeg måtte derfor prøve lykken hos hans forældre og om ikke andet låne deres telefon og få fat på ham. Han var der ikke. Jeg begyndte at have en smule stress over at klokken var 12:30, vi skulle være til fødselsdag kl. 13 og jeg vidste faktisk ikke præcis, hvor Jonas befandt sig. Hans forældre var heller ikke lige at finde og det viste sig, at de var i naboens have, så tiden gik og klokken blev mange, før jeg omsider fik fat på Jonas. Endelig kunne vi komme afsted til fødselsdag. Efter fødselsdagen blev vi enige med min søster om, at vi skulle på campingpladsen på Halskov og spise stegt flæsk, som de vidst serverer hver søndag. Det værste ved at tage ud og spise sådan noget mad er, at man ikke efterfølgende kan smide sig direkte over på sofaen. Jeg spiser altid alt for meget og kan næsten ikke trække vejret af bare oppustethed.

Vækkeuret ringer kl. 7:00. Jeg faldt i søvn igen. Det hjælper som regel, når jeg tænker på noget andet end det mareridt jeg har haft. Jonas står op med Markus, så jeg kan lige blive liggende i sengen og glo lidt på facebook. 7:09 ringer mit vækkeur igen. Sådan går det jo, når jeg har vænnet mig til at trykke på snoose. Jeg står op og går ned til mine to, som sidder nede i stuen. Jeg spiser lidt morgen mad, gør mig klar og kører så til lægen. Jep, jeg har en lægetid. Jeg er blevet bange for at fejle noget, nu hvor Jonas er blevet erklæret syg, uden overhovedet at virke syg eller have tegn på at være det. Jeg har i noget tid døjet med ondt i hovedet, svimmelhed, ondt i ryggen og i brystet og bare haft det skidt. Jeg har været til lægen og de har bedt mig komme og få taget nogle blodprøver til et helbredstjek. Denne sag går jeg ikke mere i dybden med. Hvis det skulle vise sig, at der er noget, så bliver det under alle omstændigheder et helt andet indlæg og en helt anden sag. Jeg kommer hjem igen. Sætter mig ind i sofaen til Markus, som sidder og lægger puslespil på IPad’en. Jeg elsker at sidde og beundre min lille kloge og dygtige dreng. Han kan virkelig imponere mig på et højt plan. Han er kun 2,5 år gammel og sidder alligevel og drøner rundt i app-verdenen og spiller alverdens spil. Lige nu sidder han med nogle puslespil, som egentlig er nogle jeg har hentet til mig selv. Det er lidt tetris-agtigt og går ud på, at få flere figurer til at passe ind i en firkant. Vi bliver forstyrret af Jonas, som minder mig om, at klokken er mange og vi snart skal afsted, hvis vi skal nå på hospitalet.

Jeg rejser mig med det samme og henter tøj til Markus. Da jeg kommer tilbage til stuen, spørger jeg ham, hvor han helst vil skiftes. Han lægger IPad’en, hopper ned fra sofaen og går hen i kommoden og henter puslepuden. Den lægger han på gulvet foran havedøren og vender så tilbage til kommoden, hvor han tager en pakke vådeservietter, udvælger en ble (De har forskellige superheltemønstre) og tager cremen til numsen. Han udbryder “Så mor” og lægger sig så på puslepuden. Jeg tror min underkæbe hænger helt nede på knæene. Nævnte jeg ikke lige, at han kunne imponere mig på højt plan? Hvad skete der lige der? Ham der er min! Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. “Hvor er du dygtig skat” kommer ud af min mund, men er langt fra ord nok til den her situation. Hvad har jeg dog gjort, siden jeg er så heldig, at have sådan en søn? Jeg er pave stolt! Jeg sætter mig på gulvet og tager nattøj og ble af Markus. Tørre ham, smøre creme på den stadig lettere røde numse og giver ham så ble og tøj på igen. Han stritter ikke imod. Han hjælper mig hele vejen igennem og han er glad og ultra snaksagelig. Sikke en dejlig oplevelse. Sikke en vidunderlig morgen. Nu håber jeg bare, at resten af dagen bliver lige så fantastisk.

Vi kører mod vuggestuen. Bilturen igen. Det er svært at lade være med at sidde og tænke, men i dag gør jeg alt hvad jeg kan for, at holde mig til positive tanker. Derfor bruger jeg tiden på at gennemtænke situationen med bleskiftet for få minutter siden. Jeg prøver at komme i tanker om nogle andre gange, hvor Markus har imponeret mig. Sådan noget er altid virkelig svært, når jeg sætter sig for at skulle det nu. Det er altid nemmere at komme i tanker om sådan noget, når jeg snakker med andre mennesker og emnet minder mig om en episode. Mine tanker bliver ledt hen på Markus’ konfirmation. Det er jo den dag, hvor jeg, sammen med Jonas, skal have en tale klar, med nogle af alle de ting Markus har gjort gennem tiden. Der vil jeg formentlig sidde i samme situation og vride min hjerne for minder om sjove episoder. Måske jeg allerede nu skulle begynde at notere sjove ting for at hjælpe mig selv. Medmindre der er ting, der bare hænger ved. Jeg kommer i tanker om min mindste lillebrors konfirmation. Der holdt jeg tale sammen med min lillesøster og der var vi slet ikke i tvivl om, hvad vi skulle sige. Vi havde de her to historier, som havde hængt fast siden han var helt lille. Først var der den, hvor han var omkring 4-5 år gammel. Han havde besøg af en veninde fra det område af boligblokke, hvor min mor og lillebror boede. Jeg var på besøg hos min mor, da min lillebror og veninden kommer ud i køkkenet med en legetøjsskyder og en rød ring, man kan sætte i skyderen med en form for krudt i, så skyderen kan sige noget. Min lillebror fortæller med en stolt stemme, mens han løfter den røde ring op mod mit ansigt, at han og veninden lige har slikket på det her stykke legetøj. Jeg laver store øjne og udbryder: “Det må I ikke, det kan være farligt. I kan dø af det” – Ja, det er måske lidt overdrevet. Jeg var heller ikke mere end 17 år. Teenager. Tænkte ikke så hurtigt. Ville blot lige fortælle, at det skulle de ikke. – Min lillebror så helt skræmt ud og går over til min mor, som står i den modsatte ende af køkkenet. Her skal det lige nævnes, at min lillebror og veninden var blevet smidt på værelset, fordi de ikke opførte sig ordentligt. Min lillebror når hen til min mor og siger så: “Moar?” Min mor svarer: “Rasmus, jeg har sagt, at du skal gå ind på dit værelse!”. Min lillebror fortsætter: “Jamen mor, vi er ved at dø”. Min mor hører ikke, hvad min lillebror siger og gentager med et mere bestemt tonefald, at de skal ind ind på værelset, som de er blevet bedt om. Min lillebror sukker, mens han kigger på sin veninde og siger så: “Kom Sille, vi går ind og dør”. Den historie har jeg aldrig og vil jeg aldrig glemme og jeg kan stadig den dag i dag grine af hele episoden. Den anden historie er fra endnu tidligere, hvor min lillebror kun har været omkring to år. Han har lært at snakke, men det var stadig meget svært at forstå. Jeg står i døråbningen til min mors soveværelse sammen med min kusine, da min lillebror kommer løbende hen til os med en legetøjstelefon og råber: “Ongehænge, ongehænge, ongehænge”. Min kusine og jeg kigger på hinanden og så tilbage på min lillebror. Hjernen kører på højtryk og vi gør alt hvad vi kan for at gætte, hvad min lillebror prøver at fortælle os. “Er der noget der hænger?” , “Noget der ringer?” , “Noget med ovnen? Er det ovnen du mener” , “Ja, det er en telefon!”. Men han ryster legetøjstelefonen tættere på os og bliver ved at sige “Ongehænge”, da min kusine pludselig siger “Er det en lommeregner?”. “Ja, ongehænge” lyder det fra min lillebror, som vender sig og går tilbage til værelset. De to historier vil altid følge min lillebror og selvom min søster og jeg ikke havde snakket sammen inden talen, havde jeg planlagt at fortælle det, mens min søster, uden jeg vidste det, havde bagt en kage, som lignede en lommeregner, til ham. Sådan noget følger sikkert alle mennesker, så på et tidspunkt dukker der sikkert noget op, som passer perfekt til talen. Om ikke andet kan jeg altid fortælle om dengang hans bamse var væk i en måned og vi var nødt til at købe en ny, hvorefter Markus pludselig rejser sig fra sofaen og går ud og henter sin forsvundne og savnede bamse under motorhjelmen på hans traktor. Det vælter pludselig op med historier, men jeg bliver afbrudt af Jonas, som åbner døren, da vi er ankommet til vuggestuen.

Vi går ind og afleverer Markus. Han har slet ikke tid til at sige farvel, da hans bedste ven er kommet hjem fra ferie og de hopper af glæde over at se hinanden igen. Vi går tilbage til bilen og kører mod hospitalet. Jeg føler mig ved godt mod. Jeg har haft en dejlig morgen, jeg tænker positive tanker og det hele går fint. Jonas begynder igen at snakke om sin motorcykel og jeg sidder og lytter, mens jeg kigger på naturen. Da vi når Roskilde er der en del trafik, da der er Roskildefestival i øjeblikket. Det tager lidt tid gennem Roskilde og da vi når igennem og kører ind på hospitalets parkeringsplads, kan jeg mærke, at det vender sig i maven på mig. Nu er det lige ved at være det øjeblik, vi har ventet så uendeligt længe på. Nu skal vi ind og høre om Jonas er rask eller syg. Vi går op mod hospitalet. Vejen virker længere end alle de andre gange vi har været her. Elevatoren er længe om at komme og længe om at køre op. Jeg lægger nok mere mærke til det end jeg plejer, men det er yderst pinefuldt. Efter vi har meldt vores ankomst, sætter vi os i venteværelset. Klokken er 10:28 og Jonas har tid 10:35. Jeg begynder at tænke på i går aftes, hvor Jonas luftede en tanke om at tage alene afsted. Hvis han så fik dårligt nyt, så skulle det ikke gå ud over mig og han kunne lige bearbejde situationen alene og forberede sig på at fortælle mig det. Først blev jeg sur, så blev jeg ked af det og så blev jeg medfølende og fortalte ham, at jeg selvfølgelig var der for ham og at han selvfølgelig ikke skulle tage alene afsted. Jeg mindede ham om den kvinde jeg så tidligere på hospitalet, som var kræftramt og gik alene og fortalte, at det aldrig nogensinde bliver ham. Han indvilligede heldigvis i at jeg skulle med, så her er jeg.

Hver gang der kommer en læge gående fra gangen med konsultationslokalerne, får jeg et ubehageligt gys hele vejen gennem kroppen. Det slår knuder på min mave og jeg vil bare gerne have det her overstået. Klokken bliver 10:35 og der sker bare ikke noget. Alle de læger og sygeplejersker der kommer og kalder folk ind, kalder nogle andre end os ind. Klokken bliver 10:40, så 10:45 og vi sidder stadig spændt og venter. Ventetiden bliver på ingen måde nemmere, jo længere tid vi sidder og venter. Min mave har nu opført sig underligt i så tilpas lang tid, at jeg begynder at få kvalme, da der pludselig kommer en sygeplejerske ud fra gangen med et papir i hånden. “Jonas” siger hun med lav stemme. Åh nej! Er det et dårligt tegn? Hun virker ikke glad. Nu har jeg det rigtig skidt. Jeg er så nervøs. Sygeplejersken giver hånden, fortæller sit navn og mens vi går fortæller hun, hvilken læge vi skal ind til og nævner at det er en læge, vi tidligere har set. Vi kommer ind i konsultationslokalet og jeg kan med det samme genkende lægen. Det er hende vi også så den første gang vi var her. En af de tre kvinder, som skulle stille diagnosen. “Værsgo’ at tage plads” siger hun og peger mod to stole. Jeg holder Jonas i hånden og går lige bag ham. Jeg håber virkelig, at hun har noget positivt at fortælle! Professionel, som hun er, lægger hun ud med at sige: “Jeg vil starte med at sige, at jeg kun har positivt at fortælle”. En byrde bliver løftet af mine skuldre. Jeg falder sammen og jeg kan slet ikke lade være med at smile. Lægen fortæller, at de fire skildvagter er blevet undersøgt og at der ikke var kræft at finde i nogle af dem. Det stykke hud der blev fjernet er stadig ved at blive undersøgt, det tager lidt længere tid, men det finder de som regel aldrig noget i, og hvis de gør, så er det ikke så slemt, da det vigtigste var skildvagterne. Jeg har et kæmpe smil klistret lige i ansigtet og jeg kan slet ikke få det væk. Jeg bliver helt bekymret for om lægen nu tror, at jeg sidder og griner af hende, og det gør jeg altså ikke, men jeg kan bare slet ikke lade være med at smile.

Efter at lægen har fortalt omkring det videre forløb kan vi forlade konsultationslokalet. Vi er blevet informeret om, at Jonas skal til kontrol hver tredje måned det næste år og derefter hver sjette måned i yderligere minimum to år. Da vi kommer ud på gangen kigger vi på hinanden og så omfavner vi hinanden. Jeg kan mærke at Jonas er lige så glad og lettet som jeg er. Det er et langt kram og vi har godt fat i hinanden. Hvor er det bare lige det jeg havde brug for. Jeg har helt lyst til at hoppe og råbe, så glad er jeg, men jeg bevarer fatningen og nyder krammet. Vi slipper grebet, kysser, vender os om, tager hinanden i hånden og begynder at gå hen mod receptionen. Vi skal lige have en tid til opfølgning om tre måneder, før vi kan forlade hospitalet. Efter at have fået tid, går vi mod elevatoren og aftaler samtidig at denne nyhed skal fejres. Jonas er sulten og har lyst til en sandwich og en juice fra Joe and the juice.

Da vi kommer ned til bilen, sætter vi kursen mod Ros Torv, hvor vi har planer om at købe middagsmad, som vi kan tage med hjem. Vi ankommer til centeret og støder, som det første på Baresso. Det var egentlig ikke meningen, men vi kan simpelthen ikke lade være. Vi går ind og får en varm chokolade, mens vi finder ud af, hvad vi gerne vil have at spise (læs, hvad jeg kan vil have at spise). Da vi er færdige med vores chokolade har jeg besluttet, at jeg gerne vil have sushi, så vi går først på Joe and the juice og bestiller mad og juice til Jonas og derefter går vi på sushirestauranten, som ligger lige overfor og bestiller sushi. Vi kører hjem med vores take away, så vi kan hygge med et afsnit Suits på Netflix, mens vi sluger alle oplevelserne fra dagen.

Maden er indtaget og afsnittet er slut, og vi beslutter os for at køre en tur på motorcyklen. Det har jeg set frem til! Jeg elsker virkelig, når jeg kan komme med bagpå. Vi kører en tur gennem Køge og så mod Ejby. Det er meget længe siden, jeg sidst har siddet bagpå og det er helt skræmmende. Når Jonas sætter i gang, føler jeg, at jeg er ved at glide af og må holde ekstra stramt om ham. Jeg kan ikke lige finde ud af, hvordan jeg skal placere mine hænder og jeg føler at jeg vælter forover ind i Jonas. Jeg husker slet ikke, at det har været så besværligt, at sidde bagpå, før. Jo længere vi kører, jo mere finder jeg mig dog til rette på motorcyklen. Helt naturligt klemmer jeg mine ben sammen om ham og finder ud af, at jeg sidder ret stabilt udelukkende ved at holde fast med benene. Det slår mig, om det mon gør ondt på ham, når jeg klemmer med benene, men griner så af min egen tanke. Jeg kan ikke engang holde mig selv fast på polen endnu, så hvordan skulle jeg kunne klemme ham, så det gør ondt. Jeg ryster på hovedet og retter så lidt på min stilling. Det er fantastisk at køre tur. Det er imponerende at sidde på denne store maskine og se vejen og naturen drøne forbi så tæt på, at jeg næsten kan nå den. At mærke vinden suse gennem tøjet og lytte til den lækre lyd af motorcyklen. Turen er alt for hurtigt slut, men vi er desværre ved at løbe tør for tid. Jonas har lavet en aftale med sine forældre, som har champagne klar, så vi kan fejre den gode nyhed.

Vi ankommer til slagelse. Jeg sætter Markus af hos svigerforældrene og kører så ud og handler de sidste ting til aftensmaden. Da jeg kommer tilbage åbner svigerfar en flaske champagne, som vi nyder sammen med en skål jordbær og skåler for det positive svar. Det er en dejlig følelse at sidde blandt mennesker, som har været en stor del af den sidste tid. Nogle mennesker, hvor sygdomsforløbet har betydet lige så meget for dem, som det har for os. Nu kan vi sidde her sammen og nyde, at det er overstået. Vi har fået positive nyheder og vi kan nu kalde kræft for et overstået kapitel. Efter maden kører vi tilbage til Køge. Trætte. Udmattede. Lettede. Nu kan vi atter planlægge vores liv og tænke på fremtiden. uden at skulle tænke på sygdom og samtidig kan vi leve i nuet og nyde livet uden denne bekymring. Jonas er nu erklæret kræftfri!

Tak fordi du læste med.

 

2 comments on “Svaret”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *