Klokken er mange. Jeg har simpelthen siddet alt for længe med computeren her til aften. Markus er stået op af sengen en milliard gange, så jeg har rendt op og ned ad trapperne for at lægge ham tilbage i seng, men nu er der stille. Klokken er 22:31, så jeg må hellere smutte i bad, så jeg kan komme i seng.

Jeg går ud på badeværelset, tager tøjet af og stiller mig op på vægten. Den viser et tal, jeg bestemt ikke har lyst til at se. Jeg sætter mig og tisser og stiller mig derefter op på vægten igen, nu 200 g lavere, men stadig langt højere end det jeg ville ønske, der stod på vægten. Det værste ved den her vægt er faktisk, at den sender informationerne til min telefon og min telefon gemmer dem så i al evighed. Så når jeg kigger på en bestemt app på min telefon, som jeg pt har sat på sidste side, efter Markus’ spil, hvor jeg ikke ser den så tit, ser jeg en kurve over både vægt, fedtprocent og andet lækkert og en flot kurve over, hvor stille det hele står. Der er lige et dyk fra en konkurrence jeg havde med Jonas lige inden påske, hvor vi skulle tabe os. Jeg nåede faktisk 3,1 kg ned i vægt på 3 uger, men har så taget to på igen.

Når men nok om min vægt, jeg trasker fra badevægten, hen til badet, tænder for det varme vand, som selvfølgelig starter med at være super koldt. Der er høj fart på vandet, det stænker op på mine ben med koldt vand. En kuldegysning går gennem kroppen. Jeg stikker min hånd forsigtigt ind under vandet for at mærke, om det er blevet varmt, inden jeg smider hele kroppen ind under. Min hånd får lov at blive i strålen fra bruseren og lege med alle de tynde stråler, indtil vandet er varmt. Jeg går ind under vandet og starter med at lade vandet løbe ned over forsiden af overkroppen. Jeg har en vane med altid at stille mig skævt mod venstre, så vandstrålen rammer kroppen omkring højre kraveben og løber ned langs forkroppen, for at varme et så stort areal som muligt uden at få vandet i hovedet. Jeg vender mig om og skyller håret. Det er dejligt, at mærke den hårde stråle massere hovedbunden, mens det varme vand nu varmer hele min krop. Jeg vender mig om igen og står igen bare og varmer mig i vandstrålen, mens jeg prøver at tage mig sammen til at vaske håret. Mine øjne går i stå på en flise med nogle aftegninger og jeg står bare og nyder det varme vand, mens det er meget tydeligt at mærke trætheden efter en lang dag. Pludselig bevæger badeforhænget sig, jeg vågner op med et sæt og vender mig om…

Der står han, min lille søn, min lille læge, ham jeg troede for længst var faldet i søvn og var langt væk drømmeland. Han har taget sine lægebriller på, og sit stetoskop rundt om halsen. Han står med et lille spejl i hånden og siger: “Mor, åben munden”. Jeg skal lige komme til mig selv igen, det er, som at blive vækket op midt om natten. Jeg bukker mig ned og lader ham undersøge min mund med det lille spejl, hvorefter han udbryder: “Mor er syg” og går så igen. Jeg er mundlam. Hvad skete der lige der? Tankerne køre rundt i hovedet. Hvorfor sover han ikke? Hvad har han så lavet, da der var helt stille? Hvordan får jeg ham op i morgen tidlig? Mine tanker bliver afbrudt af min lille læge, der kommer med endnu et stykke lægegrej fra lægetasken. Denne gang skal han kigge mig ind i begge øre og beder mig derfor vende det ene øre til, så han kan komme til. Uden at tænke videre over det, gør jeg som han siger.

Jeg er efterhånden ved at være vågnet op igen. Jeg har både fået tjekket tænder, øre, temperatur og lungefunktion. Markus mener, at jeg er meget syg og har konstateret, at jeg fejler noget alle de steder, han har undersøgt. Jeg griner inde i mig selv. Hvor er det egentlig komisk, at min kære lille dreng render rundt og leger læge her klokken 22:45, som klokken efterhånden må være blevet. Det er ikke sikkert, at jeg synes, at det er så sjovt i morgen kl. 6:30, når vi begge skal op og jeg skal være morgenfrisk for os begge to.

Men forresten, nu hvor han er her, kan han lige så godt være lidt nyttig. Jeg har glemt at tage et håndklæde med over til badet, så jeg beder Markus tage et håndklæde til mig. Den overfriske og kække dreng gør et helt show ud af at finde et håndklæde til mig. Han åbner skabet og spørger, om jeg vil have et rødt håndklæde. Jeg kan, lige over kanten af den ene låge, skimte, at det røde håndklæde ligger øverst, så jeg svarer, at jeg meget gerne vil have et rødt håndklæde. Han kigger på mig og siger så: “Nej, mor ikke ha et rødt håndklæde, mor ha et grønt håndklæde”. Jeg siger, at et grønt håndklæde også er meget fint, men han bliver stående og øjnene flakker mellem mig og håndklæderne. Ubeslutsomme dreng! Tag nu bare et håndklæde til din mor. Det havde været så meget hurtigere, hvis jeg bare selv havde taget et håndklæde! Til sidst rækker han ind i skabet og ud kommer det grønne håndklæde, som han pænt giver mig, til min allerede lufttørrede krop.

Normalt kan jeg, efter badet, lige stå og bruge lidt tid på at smøre creme i ansigtet, ordne negle, børste tænder osv., men i dag har jeg et lille og meget livligt væsen, som har forladt badeværelset, til at rende rundt og åbne køkkenskuffer og rykke rundt på meget larmende ting i stuen. Ét er at han har vækket mig helt op igen, men far sover og ham skulle vi nødig vække. Han skal til noget meget vigtigt leder-halløj i morgen, så jeg bliver nødt til at stoppe den lille spilopmager. Jeg tripper ud i køkkenet med vand dryppende fra hårdet og første af tre lag smurt i ansigtet. Jeg får tysset på Markus og får lokket ham med ud på badeværelset, hvor jeg af mystiske årsager får overtalt ham til, at sidde på håndvasken og se mig tage creme i ansigtet. Han fortæller mig hundrede og tredive gange, at jeg er ved at smøre creme i ansigtet, hvis jeg nu skulle være i tvivl fra det ene sekund til det andet. Da jeg er færdig med al min pleje af kroppen og klar til, at gå i seng, har jeg stadig min lille vågne guldklump siddende på håndvasken. Det er så her projekt SOV BARN! starter.

Jeg fortæller Markus, at klokken er mange og det er tid til, at vi skal i seng. “Mor skal også sove nu” prøver jeg forgæves. Men her drejer humøret om på en tallerken. Det er som at se højlys dag blive til buldrende mørk nat. Mit kære lille højtelskede barn bliver til en lille kriger, som for alt i verden skal undgå, at gøre noget i retning af det, mor beder ham om. Jeg tager ham op på armen, men Mester-modsat vil gå selv. Jeg sætter ham ned på gulvet og læner mine hænder kærligt på hans ryg, for at hjælpe ham i den rigtige retning. Han vrider sin krop og lader sig falde ned på gulvet, kigger vredt på mig og siger “Nej mor”. Jeg spørger, om jeg skal bære ham op ad trappen, men det skal jeg under ingen omstændigheder. Jeg spørger, om han vil gå selv og det vil han under ingen omstændigheder. Jeg sætter mig på hug ved siden af min lille øjesten, aer ham på hovedet og tager ham så op i mine arme. Jeg lægger hans hoved på min skulder og aer ham på ryggen, men jeg svinger roligt fra side til side. Han er helt afslappet og hænger som en klud henover mig. Jeg begynder, at gå op ad trappen og når lige præcis fire trin, før krigeren udbryder, “Nej mor, jeg vil selv gå”. Jeg sætter ham ned på fjerde trappetrin og endnu engang er det forkert. Drengen vil helt ned på gulvet og selv tage trappen forfra. Jeg orker simpelthen ikke den kamp lige nu, så jeg bærer ham ned ad trappen, stiller ham på gulvet og venter pænt på, at han er hundrede år om hvert trin hele vejen op til førstesalen.

Vi kommer op ad trappen og pludselig virker han meget gladere. Det må være den lange trappe, som har vendt hans humør til noget positiv. Han spæner ind på sit værelse og tager fat i noget legetøj i legekøkkenet. Her bliver jeg igen til den mega irriterende mor, da jeg hjælper ham med at lægge legetøjet fra sig og kravle op i seng. Det skal vise sig at være svære end som så. Han er ikke til at hverken drive eller lokke op i sengen. Min tålmodighed begynder seriøst, at komme på prøve nu. Nu er det ikke sjovt mere, klokken har sneget sig op på 23:17 og jeg er faktisk helt vildt træt nu. Jeg bærer Markus op i sengen, men ungen skriger og bliver ved at kravle ud ad sengen. Jeg prøver, at sætte mig på sengen og snakke roligt med ham og fortælle ham, om alt det sjove, han skal opleve i vuggestuen i morgen, når han har sovet. Jeg lover ham også, at vi kan lege læge, når vi kommer hjem og at vi også kan lave mad i legekøkkenet. Det er som om intet af det trænger ind, men jeg har da fået ham til at stoppe med at græde. Det skal så vise sig at være fuldstændig ligegyldigt, da hyletonen starter igen i samme øjeblik jeg bevæger mig, for at lægge ham tilbage i seng. Til sidst er jeg nødt til at lade ham ligge og forlade værelset. Han skriger og græder og det skærer i mit moderhjerte, men jeg er simpelthen ved at løbe tør for ideer. Jeg lægger mig ind i sengen, hvor manden selvfølgelig er vågnet på grund af larmen. Jeg ligger lidt og lytter og Markus fortsætter. Efter lidt tid rejser Jonas sig op og går ind til ham, giver ham sutten og lægger ham ned i sengen igen. Han kommer tilbage i seng og jeg ligger igen og lytter. Der er blevet helt stille nu.

Jeg ville egentlig gerne vende Markus af med sutten, men lige nu er jeg virkelig glad for, at den tingest eksisterer. Selvom det er meget sent, så tænker jeg nu tilbage på aftenen som en, jeg ikke ville have været foruden. Sikke en dejlig aften med min søn, på trods af omstændighederne og sikke en dejlig overraskelse det endte med at blive, at han ikke var faldet i søvn. Jeg lægger mig til at sove, glad tilfreds og lykkelig.

 

…Klokken er 06:43, jeg er åndssvagt træt! Sidder sammen med Markus i sofaen. Vi spiser rugfras med mælk og jeg tænker, at vi skal se lidt tegnefilm imens vi spiser. Men fjernbetjeningen er væk. Jeg ved, at jeg slukkede fjernsynet i går inden jeg gik i bad. Jeg ved, at jeg lagde fjernbetjeningen på bordet, for jeg kan huske, at jeg skulle tørre bordet af og der løftede jeg fjernbetjeningen, slukkede fjernsynet, tørrede bordet og lagde fjernbetjeningen igen. Men den er væk og det er alt for tidligt til, at jeg lige kan overskue det. Jeg spørger Markus, hvor fjernbetjeningen er. Hans standard svar til et sådan spørgsmål er: “Den er væk”. “Det kan jeg godt se” siger jeg og spørger, om han ved, hvor den er. Han fortæller mig, at den ligger oppe på hans værelse, så jeg trakser op ad trappen og ind på hans værelse og begynder ellers at søge alt igennem. Efter nok tid til at mine rugfras er blevet helt bløde, finder jeg fjernbetjeningen. Jeg priser mig lykkelig over, at den skiller sig så meget ud i forhold til farve og at lægekassens låg er gennemsigtigt!

1 comment on “Uventet besøg af lægen under aftenens brusebad”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *