Hej kære læser og tak fordi du kigger forbi.

Her vil jeg prøve at skabe et billede af det liv jeg har levet gennem min barn- og ungdom, når man, som jeg, tænker og agerer lidt anderledes en flertallet. Jeg er sikker på, at der er nogen derude, som kan nikke genkende til min historie og I er alle sammen meget velkommen til at skrive om jeres oplevelser eller kommentere på/spørge ind til mine.

Jeg voksede op i en dejlig stor og meget social familie. Min ene moster boede, sammen med mine to fætre og min kusine, ca. 200 m fra os, og jeg husker, at jeg besøgte dem, noget der ligner, 4-5 gange om ugen. Resten af familien boede også forholdsvis tæt på os, og mængden af børn (mine kusiner og fætre) var, og er, stor, så specielt fødselsdage var der mange af, og ved disse opstod altid soveaftaler. Vi boede i et stort hyggeligt kvarter af familievenlige rækkehuse, så der var altid rig mulighed for at finde nogen at lege med. Det bedste sted at befinde sig, var helt sikkert på den store legeplads, hvor der altid var en masse børn og altid en fangeleg i form af “Jorden er giftig” på den store farverige træ-klatreborg. Jeg elskede det og jeg var sindsygt god til at kravle rundt udenpå borgen og undgå at blive fanget. Jeg var lynhurtig og jeg har aldrig oplevet at falde ned eller komme til skade. Når jeg tænker tilbage på denne tid, bevæger et smil sig hen over læben og en varm og glad følelse bevæger sig igennem kroppen. Dengang fandt jeg et sted, hvor jeg virkelig holdt af at være og jeg havde det sjovt.

Når jeg havde veninder med hjem fra skole, prøvede jeg altid at overtale dem til at tage med ned på legepladsen og lege fange. Jeg var ivrig efter at indvolvere mine veninder i mine interesser og jeg havde et stort ønske om, at opleve, at de fandt det lige så fedt, som jeg selv gjorde. Det skete, at jeg somme tider fik overtalt en veninde, men af frygt for at hun ikke kunne lide det, at hun ikke havde det sjovt, at det blev en fiasko eller at hun på nogen måde skulle tænke dårligt om mig og/eller mine kammerater på legepladsen, blev legen aldrig det samme. Jeg var for usikker til at være mig selv og fik følelsen af at være splittet og være nødt til at vælge mellem legepladsen og min veninde. Men de fleste piger var bare ikke til det. De ville langt hellere lege med Barbie, lege far, mor og børn eller øve sang og dans for at være med i børnenes mgp. Hvis vi endelig skulle bruge tiden indenfor, var det altid mine ideer at lege med LEGO (altså samle LEGO til flotte ting, ikke sådan rigtig lege med det, det gad jeg egentlig ikke), klippe/klistre små figurer og æsker eller spille spil (gerne skak eller andre strategispil, hvor det gjalt om at tænke i stedet for fx. Ludo, som handler rigtig meget om held). Da vi meget sjældent blev enige, søgte jeg altid at finde den bedste løsning for os begge i form af et kompromis eller en lodtrækning. Jeg foreslog, at vi kunne starte med den ene leg og derefter lege den anden, og for at please mine veninder og sikre, at de fortsat ville lege med mig sørgede jeg for at prioritere deres ønske højere end mit eget og starte med deres leg. I de tilfælde blev jeg som regel snøret, da jeg gang på gang oplevede, at når vi først havde leget den første leg, ville min veninde aldrig være med til min leg bagefter. Det med lodtrækning var en langt bedre deal for mig, da jeg havde en større chance for rent faktisk at lege det jeg gerne ville, men jeg gav mig oftest, når der opstod sure mine, når min leg blev trukket. En eftermiddag sammen med en veninde kunne dræne mig for alt energi og gav mig primært følelsen af ikke at være god nok. Jeg blev ked af det og ulykkelig, men tvang samtidig mig selv igennem legeaftale efter legeaftale og blev ved med at overbevise mig selv om, at det var noget jeg var nødt til.

Små børn er eksperter i at gøre præcis som de har lyst til, men som man bliver ældre, forstår man også flere ting og stille og roligt former man sig som person med udgangspunkt i de omgivelser, rammer og erfaringer man har. Jeg fandt med tiden ud af at de børn, der var omkring mig ikke havde lyst til at lave det samme som mig. Så jeg lærte, at jeg måtte indrette mig efter andres ønsker og følge med, hvis jeg ville være sammen med de andre. Jeg brugte al min alenetid på at lave de ting jeg havde lyst til, som at bygge, skabe og tænke. Når jeg så var sammen med veninderne blev jeg altid den, der bare fulgte med. Den dag i dag døjer jeg stadig med denne måde at agere på. Når jeg er sammen med andre mennesker, giver jeg oftest udtryk for, at jeg ikke har en mening og følger bare med. Jeg er blevet enormt god til altid at virke tilfreds med situationen, og samtidig har jeg opbygget en uendelig tålmodighed, som kommer mig til gode hver gang vi skal noget, som jeg i virkeligheden ikke har lyst til. Kun når jeg er på mit arbejde, kan jeg rent faktisk træde igennem med min holdning!

Som 9-årig startede jeg til håndbold. Jeg har aldrig været dårlig til sport, så det fandt jeg ret hurtigt ud af. Jeg husker tilbage på et vinderhold. Vi vandt virkelig mange medaljer, vi var altid blandt de bedste og vi var til uendeligt mange stævner rundt omkring i Danmark. Men set fra mine øjne, så havde mit hold en tendens til at se negativt på alt. Det gjalt om at være sur, når vi var på banen og ikke accepterer dommerens ord. Vi kunne vinde 20-6 og vi skulle stadig være sure over en uretfærdig dommer efter kampen. Jeg var altid glad indeni efter en kamp, specielt hvis vi havde vundet og endnu mere, hvis jeg havde scoret mål under kampen, men jeg følte mig nødsaget til at være sur udenpå, for ikke at skille mig ud fra mængden, for helt ærligt, så kendte jeg ikke til noget værre end at skille mig ud. Hvis jeg kunne stille mig ind i en anden person, som man sjældent lagde mærke til, så tror jeg at jeg ville have haft det aller bedst. Der gik meget lang tid før jeg turde skyde på mål første gang. Jeg blev ved at huske tilbage på en af de seje piger på holdet, som gjorde grin med måden jeg løb på under en opvarmning. Tilmed kommenterede hun også på min vejrtrækning og sammenlignede mig med en prustende hest. Jeg ville ikke fejle mit første skud på mål og være skydeskive for endnu flere nedladende kommentarer, så det var en succes at mit første skud på mål også endte som mit første mål til en udendørs håndboldkamp på en græsplæne i Slagelse! Jeg var dog stadig usikker på mig selv, så min kære far indførte derfor en regel, som gik ud på, at jeg fik en 20’er pr. mål jeg scorede. Det var et rigtig godt skub på vej i den rigtige retning.

Da jeg ramte teenagealderen, havde jeg levet på denne måde i så mange år og det var blevet en så stor del af mig, at jeg var alene en stor del af tiden, da det var nemmere. Jeg sad stort set altid foran min computer og spillede diverse strategispil, gerne på højt niveau med virkelige modstandere, samtidig med at jeg chattede med en masse på MSN. Det var altid nemmere for mig at chatte, da jeg på den måde kunne tænke over mit svar inden jeg sendte det, og jeg skulle ikke kigge nogen i øjnene, når vi snakkede. Jeg prøvede at tage i ungdomsklub for også at komme ud blandt unge mennesker, og gjorde det rimelig fast i nogle måneder. Som en flue på væggen ser jeg mig selv tirsdag efter tirsdag tage hen til ungdomsklubben, febrilsk lede efter andre nørder eller enlige sjæle, men ende med at stå og lege usynlig i en krog, hvor jeg kan overskue, hvad alle andre laver. Igen med følelsen af at være alene og ensom, selvom jeg var omgivet af mennesker, og samtidig en følelse af ikke at være velkommen og ikke passe ind. En forfærdelig følelse, som den dag i dag stadig kan gøre mig så ked af det at tænke tilbage på. Enkelte gange blev der arrangeret høvdingebold eller anden aktivitet i sportshallen og der var jeg altid på. Gang på gang var jeg blandt de bedste på banen (Noget havde jeg alligevel lært gennem mine 4 år med håndbold), men primært gik tiden i ungdomsklubben med at snakke og spille spil med de voksne. Som 14-årig fandt jeg min første rigtige kæreste. En fyr som var en meget stille type og som kunne holde ud, at jeg var mig selv. Ikke at han gad at lave alle de ting jeg gad og ikke at han kunne udfordre mig, men han var nem at være sammen med og vi havde det hyggeligt. Vi var sammen i 7 år og i den tid lavede vi stort set alt sammen. Til tider fik vi, af familien, penge for at forlade værelset eller blev direkte smidt ud en fredag aften, da familien mente, at vi simpelthen var for introverte. Jeg husker et studentergilde vi var til i hans familie, hvor jeg endte med at sidde sammen med min daværende svigerfar og hans ven og udlede matematiske formler ud fra et tårn af dåser, som gæsterne havde lavet. Da festen var slut kunne jeg i ædru tilstand udregne antallet af dåser i et vilkårligt lag i dåsepyramiden udelukkende ved at tælle hvilket lag fra toppen, der var tale om. Vi flyttede sammen da jeg var 17 og han lige var fyldt 18. Specielt efter flytning til egen lejlighed havde vi mange dage, især i weekenden, hvor vi kunne sove til kl 10, tænde tv’et og se fjernsyn i nogle timer. Til middag bestilt vi pizza og spiste i sengen. Vi blev liggende til vi igen bestilt mad til aften og senere “gik i seng” igen. Man kunne få ualmindeligt ondt i hovedet og kroppen af at være så inaktiv, telefonerne blev ikke tjekket og tiden gik med absolut intet nyttigt, men så længe vi var enige om, at det var det vi havde det godt med, så var vi to om at være ligeglade med alle andres meninger om os.

Så skete det, at der blev vendt op og ned på hele mit liv og alt hvad jeg var. Jeg var gået fra min daværende kæreste efter 7 år og havde fundet en ny kæreste. Jeg var flyttet langt væk fra min fødeby, min familie og alle mine venner og startet nyt studie og nyt liv. Det var min nu forlovede, Jonas, jeg mødte i 2010. En mand som i den grad kunne udfordre mig på alle punkter, og få mig til at se helt anderledes på alting og indse hvilken person jeg gerne vil være og hjælpe mig med at nå derhen.

Jeg går stadig i byen den dag i dag og føler mig stadig helt malplaceret. Jeg ender som oftest ædru, siddende et sted, hvor jeg kan overskue det meste af festen og være festens lille sikkerhedsrepræsentant. Hvis folk danser på bordene, skynder jeg mig lige at tjekke konstruktionen for, at sikre at der ikke sker ulykker ved ustabile opbygninger eller manglende understøtninger, samtidig med, at jeg tjekker gulvet for glatte eller hårde genstande, som folk kan komme til skade på. Det er super underligt, men jeg elsker, når folk lægger mærke til at jeg gør det, som fx når jeg samler noget op, der er blevet tabt og smider det ud eller hvad det måtte være, og folk så lige sender et blink eller et nik i min retning. Jeg elsker også, når halvfulde mennesker sætter sig hos mig og vil diskutere noget så teknisk som statik, matematiske formler, byggemetoder eller lignende, fordi de ved, at jeg arbejder med det og de har tilfældigvis lige læst noget eller fået ny information på området. Jeg føler mig så klog, fordi jeg ved mere end dem om det emne de selv har startet og jeg bliver samtidig så beæret over, at de kommer over og starter et emne, som de ved, at jeg interesserer mig for. Jeg får en følelse af at folk rent faktisk tænker på mig og somme tider slår det mig om de overhovedet var kommet over, hvis de ikke havde været fulde. Hvis ikke, er det så fordi de husker, hvor underlig jeg er eller er det fordi de ser mig som over deres niveau og de simpelthen ikke tør? Men så husker jeg tilbage på alle de gange, hvor jeg har haft samtaler med ædru mennesker og jeg gang på gang taber dem med mine tekniske samtaler. Jeg kan simpelthen bare ikke finde ud af at tale om neglelak og lækre fyre og jeg er bestemt ikke god til at starte samtaleemner, som ikke omhandler noget som de fleste finder dødssygt eller vejret. Så det er nok bare det sidste.

Jonas har lært mig at se alt det positive i min måde at være på. Han kæmper dog stadig (forgæves) med at få mig til at ytre min egen holdning og ikke bare følge efter alle andre. Han tvinger mig til at klare tingene selv, så jeg både får lov at bruge alt det der er gemt langt væk, men også udvider min horisont. På den sidste del af mit ingeniørstudie har jeg flere gange oplevet at være den, som folk har lyttet til. Jeg har været formand for et indstillingsudvalg og har været den person, som skulle tage de endelige beslutninger i en forsamling. Jeg er begyndt at tage styringen, hvis der er gruppearbejde og jeg er ofte den første til at stille spørgsmål i en forsamling, hvor de fleste andre ikke synes om at starte. Samtidig har Jonas lært mig at konfrontere folk og sige min mening, så jeg ikke bliver udnyttet. På den måde føler jeg, at jeg skaber mere respekt omkring mig selv og derfor er jeg nu nået til et punkt, hvor selvironi er blevet en lille del af mig. Hver dag er en kamp inde i hovedet. Jeg er som jeg gerne vil være, hvis jeg koncentrerer mig om det. Men helt ærligt, så er det svært at ændre på den måde man er på, uanset hvor meget man gerne vil. Hvis jeg giver slip og slapper af, vil jeg altid falde tilbage i den gamle rille, hvor jeg er introvert, pleaser andre og føler mig malplaceret i stort set alle folkemængder. I disse tider er jeg glad for, at jeg har Jonas, som kan minde mig om, hvem jeg gerne vil være og være min klippe, når det er svært. For som han siger, så gør det ham skide ked af det at se folk udnytte eller afbryde mig, udelukkende fordi de ved at de kan!

Tusind tak fordi du læste med så langt. Jeg glæder mig til at læse om dine oplevelser eller læse dine kommentarer til mit indlæg.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *